Din støtte til 'Danmark planter træer' går til at plante træer i Danmark i samarbejde med Growing Trees Network Foundation, der har stor erfaring i at etablere Folkeskove. De nye træer vil få mulighed for at vokse sig store og stærke. På den måde er din støtte med til at sikre mere skov i Danmark, der kan opsuge og tilbageholde CO2 fra atmosfæren. Og på sigt kan de nye skove blive værdifulde levesteder for dyr og planter.

Midlerne fordeles på disse tre områder:

  1. Plantning af træer i nye danske Folkeskove
  2. Opkøb og bevaring af rydningstruet dansk skov
  3. Bevaring af rydningstruet udenlandsk skov

Op til én million træer, fordeler vi overskuddet af de indsamlede midler med 80 procent til nyplantet skov og 20 procent til bevaring af eksisterende skov.

Se her, hvor vi planter træer i Danmark


Hvem modtager de indsamlede midler?

De indsamlede midler videresendes til tre organisationer:

  1. Growing Trees Network Foundation, som rejser nye Folkeskove i Danmark
  2. Den Danske Naturfond, som opkøber gammel rydningstruet skov i Danmark
  3. WWF, som bevarer rydningstruet skov i udlandet.


Vi har gjort det enkelt at gøre en konkret forskel for vores klima og miljø - vores fælles fremtid.

Growing Trees Network Foundation er en dansk, selvejende institution, hvis overordnede formål er, at borgere, virksomheder, fonde og foreninger kan hjælpe med at rejse nye Folkeskove på offentlig jord for at beskytte grundvandet, lagre CO2 og lave klimasikring. De nyplantede skove er med til at sikre nye rekreative perler.

Siden 2012 har vi plantet mere end 200.000 træer, og vi er kun lige begyndt. De første Folkeskove er allerede ved at vokse sig store, og vi hører løbende fra glade brugere rundt omkring i landet.

Vi indgår aftalerne om rejsning af nye Folkeskove med kommuner, kirker og Naturstyrelsen, står for den overordnede projektledelse og sørger for festlige skovindvielser, hvor du kan være med til at håndplante træer i en Folkeskov tæt på dig.

Aftalerne baseres på en række vilkår, som er aftalt med DN. Dermed sikrer vi, at de nye Folkeskove får de bedst mulige klima- og biodiversitetseffekter.

Folkeskovene får status af fredskov, og kommunerne eller Naturstyrelsen står for den fremtidige pleje og vedligeholdelse.


Den Danske Naturfond er en uafhængig, privat erhvervsdrivende fond med det alment, velgørende formål at forbedre natur og vandmiljø. Fonden er stiftet i 2015, og har siden gennemført en række projekter i hele Danmark. Det sker gennem opkøb, udvikling og beskyttelse af naturområder.

Alle ejendomme, skov- og naturområder er åbne for offentligheden døgnet rundt, året rundt. Fonden tilstræber brede samarbejder med blandt andet kommuner, andre fonde, virksomheder og foreninger.

De penge, Den Danske Naturfond modtager i forbindelse med ’Danmark planter træer’, går direkte til deres skovprojekter i Danmark. Det er opkøb af eksisterende skov samt eventuel naturgenopretning af skoven og naturpleje – fx med vildheste og kvæg, der kan være med til at sikre levesteder for arter, der lever i lysninger og i lysåbne områder i skoven.

Når Den Danske Naturfond køber en skov, bliver den udlagt som urørt skov og derved sikret for eftertiden.

Det har en positiv klimaeffekt, når man bevarer eksisterende skove, men Naturfondens primære mål er at sikre natur og biodiversitet i Danmark. En stor del af de danske, truede arter lever i skoven. Så ved at sikre eksisterende skove, gavner man i høj grad den biologiske mangfoldighed i Danmark.


WWF Verdensnaturfonden er en af verdens største natur og miljøorganisationer blev grundlagt i 1961 og kom til Danmark i 1972. WWF Verdensnaturfonden arbejder for at bevare de truede dyrearter og for, at der er nok ressourcer til de kommende generationer i alle lande på kloden.

WWF Verdensnaturfonden arbejder sammen med både globale og lokale partnere for at bevare og beskytte nogle af verdens mest exceptionelle økosystemer. Steder med rig biodiversitet og steder med et unikt – og ofte også truet – dyre- og planteliv.

Ved at støtte ’Danmark planter træer’ hjælper du samtidig WWF Verdensnaturfonden i kampen for at bevare tropiske regnskove med høj biodiversitet i Uganda, hvor de ikoniske bjerggorillaer og chimpanser bor. Deres levesteder forsvinder lige nu med alarmerende hast, og eksperter vurderer, at der ikke vil være tropisk regnskov tilbage i Uganda i 2050, hvis den nuværende udvikling fortsætter. Det har alvorlige konsekvenser for den unikke biodiversitet, men også for de globale klimaudfordringer. Tropisk regnskov binder mere CO2 end nogen anden type skov.

WWF Verdensnaturfonden arbejder tæt sammen med myndigheder og lokalbefolkninger om at beskytte den eksisterende tropiske regnskov, så de gamle træer kan blive ved med at optage og holde på de store mængder CO2, så de ikke ender i atmosfæren. Samtidig planter vi nye træsorter uden om de beskyttede områder, som både binder yderligere CO2 og beskytter den eksisterende skov mod træfældning.

Sådan fordeler vi pengene

Vi har en ambition om at indsamle midler til at plante én million træer i Danmark og engagere danskerne i denne mission. Men bevaring af eksisterende skov er også et vigtigt element for at gøre mere for klimaet og sikre blandt andet biodiversitet.

Derfor har vi valgt, at overskuddet af de indsamlede midler fordeles således:

Op til beplantning af én million træer:

  1. Growing Trees Networks Foundation 80%
  2. Den Danske Naturfond 10%
  3. WWF Verdensnaturfonden 10%

Overgår vi målsætningen, fordeles midlerne således:

  1. Growing Trees Networks Foundation 50%
  2. Den Danske Naturfond 25%
  3. WWF Verdensnaturfonden 25%

Vi tilstræber os på et minimalt omkostningsniveau, og forventer samlet set at omkostningerne i forbindelse med indsamlingen vil beløbe sig til 1,7 millioner kr.

Revisorpåtegnet regnskab vil blive offentliggjort her på siden, når det foreligger.